Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 Viktor Rydberg.
oftest gaar under i Striden. Thi saa er det
i Virkeligheden, og Skildringen kan blive
velgørende, saafremt der lægges over den
den Farvetone, som høver den: Humorens
eller Sorgens eller Harmens. Men Plads bør
Oogsaa gives de ædlere og kraftigere
Karakterer. Nu, om nogensinde, kræves der
Forkyndere, hvis Ord dirrer af et sursum corda,
saa stærkt, at det griber vore Unges Hjærter
og løfter dem over den Forbandelse, der
har tynget paa saa mange Slægter ... Jeg
tror, at denne Paamindelse ej er upaakrævet
i en Tid, da Undergang truer os gennem
den raadende moralske Fejghed ...« ;
Med disse Ord (1893) har Rydberg
betegnet sin Opgave som Menneske og
Skribent. For en Slægt, der saa sit Liv udtømt
i den graa Virkelighedsskildring, vilde han
fremmane en Virkelighed, der faar Lys og
Mening af ædle og stærke Personligheder,
og for en Ungdom, der til Religion havde
modtaget det bekvemme Doktrin om
Slagsmaalet for Tilværelsen, vilde han løfte de
humane og religiøse Idealer, som ingen Slægt
opgiver uden at fraskrive sig sit Adelskab
og dømme sig selv til Undergang.
To modsatte Idealer har i Tidernes Løb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
