Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44 Edgar Poe.
Ulalume er Sangen om Sorgens evige
Monotoni, om Savnets Stirren paa det samme
Punkt og Sindets ørkesløse Kredsen om den
samme Tanke:
The skies they were ashen and sober
the leaves they were crisped and sere —
the leaves they were withering and sere;
it was night in the lonesome October
of my most immemorial year;
it was hard by the dim lake of Auber
in the misty mid region of Weir —
it was down by the dank tarn of Auber
in the ghoul haunted woodland of Weir.
Here once through an alley Titanic
of cypress, I roamed with my Soul,
— of cypress, with Psyche my Soul.
These were days when my heart was volcanic
as the scoriac rivers that roll — — —
For mange vil disse sælsomme, sig selv
ensformig gentagende Strofer have ringe
Mening; de er ogsaa vage og indholdsløse
oz uvirkelige i Sammenligning med
Tankedigte og andre udmærkede Ting; men den
som ikke er istand til at nynne sig ind i et
Digt som Ulalume, han er ikkedestomindre
fremmed for et af Livets Strøg, og det er
Poesiens. Ulalume er vlot Musik, og Poe
forstod i Virkeligheden blot at skrive for
dem som har »Musik i sin Sjæl«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>