Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mester Frans Villon. 53
Aarhundrede, at en Begavelse skulde
gennemgaaet den Syndflod af Lidelser og
Uretfærdighed som Villon, uden at Uretten havde
gydt en harmesydende Glød i al hans
Digtning. Hos Villon findes knapt Spor af noget
saadant. Han kan blusse op et Øjeblik
mod den grumme Bisp, men glider snart
indolent over til noget mer »plasérligt«. Det
er noget heltemodigt i denne Indifferens, der
først og fremst kommer hans Personlighed
til Gode; men den skyldes kanske ogsaa
for en Del Tiden, der ikke var oppositionel
og reformatorisk i samme Betydning som
vor. Misnøjet antog ikke dengang den
reflekterende aarsags- og udvejssøgende Form som
Nutidens. Det straktes ikke til Institutioner,
men i det højeste til Institutioners Bærere.
Derfor kunde Mester Frans digte Ballader
efter Koldtvandstorturen og skæmte over sit
udhungrede Udseende med et næsten heroisk
Mod, der er ukendt i vore Dage, da al Lidelse
klynker og alle virkelig eller indbildt
Forurettede bærer Tornekroner. Mester Frans .
er frejdig og sig selv til det sidste. Han
har sin Gravskrift i Orden, han har skrevet
sit Testamente, og betænkt Venner og
Fjender. Og nu gaar han bort, ikke fordi han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
