Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blaise Pascal. 79
Montaigne, det er slet og ret Vafur.« Han
vil ikke noget bestemt, han følger ingen
Plan og adlyder intet Doktrin. Han læser
sine Klassikere og nedskriver sine Tanker,
naar det falder ham ind. Lidt efter hvert,
ligesom af sig selv, samler de sig til den
Bunke af Causerier, som han har efterladt
under Titelen »JVssazs«. »At være Menneske,
det er hans eneste Kald og Profession. Han
fordyber sig ikke i noget mere specielt, fordi
han er bange for at svigte denne sin rent
almenmenneskelige Bestemmelse.« Og naar
den gamle Causeur kender, at det lakker mod
Enden, saa siger han med Henblik paa sit
Liv: »Jeg har set det grønnes, set det
blomstre og bære Frugt; nu ser jeg det
visne, lykkelig, fordi det er naturligt« — og
dør stille og tilfreds, som han havde levet.
Intet oprørte Pascals etiske Instinkter
mer, end, denne magelige Menneskelizhed,
der havde Tvilen til Hovedpude. For ham,
den legemlig Lidende, var Tvilen dog den
uudholdigste Lidelse. Montaignes lykkelige
Indolens var ham ufattelig, og den smærtede
ham, som Synet af alt naturligt og sundt
smærter den Syge.
Af disse Sjælebrydninger fremgik
det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
