Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blaise Pascal. 83
Ting, hans Hjærte var bundet af, og at hans
Sjæl vil være ensom og forladt da, naar
Livet brister ... Det blir intet for ham alt
det, som skal vende tilbage til Intet:
Himlen over ham, Jorden under ham; hans
Legeme, hans Aand, hans Slægt, hans
Venner og Fjender; — Rigdom, Fattigdom —
Lykke, Ugunst, Anseelse, Foragt, Sygdom,
Sundhed ... alt mister sin Betydning for
ham, ja selve Livet.« Kommen saa langt,
er det blot i det hinsidige, Mennesket kan
søge sin Tilflugt. Han kender alt vakle
under sig som foran en Verdens
Sammenstyrtning; hans Sind er i Hvirvel, han
svimler over Intethedens Afgrund.
Men da er han nær Gud. Og Guds
Nærvær fylder Sjælen med dyb, ydmyg
Andagt. »Den fornemmer sin egen Ringhed,
men synes ikke, at den kan forringe sig nok
og gør uafladelig nye Anstrængelser for at
fornedre sig til det usleste Intet foran Guds
uendelige Vælde. Lige til den udmattet og
opgivet tilbeder i Taushed, tilbeder og
lovpriser og blot ønsker gennem Evigheder at
tilbede og lovprise og kende sig som Guds
usleste og unyttigste Skabning.«
Dette’ er i brede Omrids Pascals egen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
