Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 Garschin.
mindeligt Affektudbrud. Han mangler dette
de sunde Menneskers naturlige Udvej til
Befrielse. Han skriver oftest stilfærdig og
tilsyneladende uden Lidenskab; men man
mærker de uudløste Affekter bag denne tiltvungne
Indelukkethed, og man forstaar, at Synet af
Uret og Lidelse hos dette Menneske har
trængt ind og dæmmet sig op til virkelig
Sjælenød ... Og stundom presser der sig
et Skrig over hans Læber:
Hvem har kaldt dig frem? spørger
Rjabinin (»To Kunstnere«) Figuren paa sit eget
Billede, den døve Arbejder, der ligger
sammenknuget inde i Kjedelen og presser
Brystet mod Klinkeslagene udenfra. — Hvem
har kaldt Dig frem? Jeg, jeg selv har skabt
Dig. Jeg har kaldt Dig frem, ikke fra en
eller anden »Sfære«, men fra den trange,
mørke Kjedel, forat Du med Dit Udseende
skulde forfærde denne pene, glatslikkede
Masse, der fortjener alles Had. Kom, og
sku ned paa disse Aristokrater og skrig til
dem: Jeg er en Pest, som griber om sig
blandt Eder! Træf dem i Hjærtet, berøv
dem deres Søvn, stil dig for deres Øjne
som et Spøgelse! Tilintetgjør deres Ro, som
du har tilintetgjort min! — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
