Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116 Mimosas hjemkomst
Se paa den damen der, som sidder og ler uafbrudt.
Hun er min mor. Hende kjender jeg. Og frøken
Inger, som forsvandt, fordi hun ikke turde se os to
sammen —
MIMOSA (gjentar). — os to sammen.
ARTHUR. Hun er min kjæreste. Hende kjender jeg.
Ingen vinder ved det.
Hvorfor kommer De hjem til ham?
MIMOSA. For at være snil.
ARTHUR. Mod ham?
MIMOSA. Ja. Og mod alle — — og mod mig selv.
Bare jeg kan faa lov. Bare jeg ikke blir forstyrret
og pisket ud i ondskaben igjen.
Kan vi vel noget for, det vi gjør?
ARTHUR. Ja naturligvis. Jeg ialfald, som har fri vilje
i mængdevis. (Preben Rust har reist sig og taler med
ryggen mod Arthur og Mimosa.)
MIMOSA. Men jeg mener, at det, vi gjør, alligevel bare
er smaating, som ikke behøver at ænses og huskes
og regnes saa nøie.
ARTHUR. Og hvad skulde vel være vigtigere?
MIMOSA. Det som ikke maa forstyrres af smaatin-
gene. Det varme og ømme, som svulmer i os, endda
vi er saa daarlige.
ARTHUR. Hvorfor sir De dette til mig?
MIMOSA. Fordi De er ung. Og alligevel er kanske de
gamle mildere.
ARTHUR. Se, der har Deres mand reist sig. Nu faar
De en tale. Han er besat af Dem. De flimrer for
hans øine. Han ser ikke noget andet, men han ser
heller ikke Dem.
MIMOSA. Han elsker mig.
ARTHUR. Ja, det var det, jeg vilde sagt. Kjærligheden
rusker i ham som stormen i et stort, hældende træ.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
