Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 Leonid Andréjef
musjik, hos russerne: hvem er jeg og hvorfor er jeg
i Verden? Hvad skal jeg gjøre? Denne lønlige og na-
gende underbevidsthed om aldrig at være færdig, al-
tid at have det væsentlige uopgjort, denne sindets
trang til at gjælte sin egen gaade, denne stemme in-
denfra og kalden udenfra, fra den samme uendelig-
hed, den er bestandig i den russiske digtning. Den
har en universel og religiøs karakter som al stor
kunst.
Hos Leonid Andréjef mer end hos nogen af de
yngre russiske forfattere mærkes revolutionens feber
og vaande.’ Desperation snarere end tungsind. En
blodig himmelrøde og ikke de bløde melankolske
høsttoner som hos Korolenko og Tsjekof. Den første
og den sidste novelle i den foreliggende samling giver
billeder af en ustyrlig vildskab og barbarisk deprava-
iion, som neppe vil undgaa at oprøre dem, der i kun-
sten ikke taaler se emner behandlet, som de daglig
tækkes med i politinotiserne. Og der er ikke en linje
for sensationens skyld. En digter af lidenskabelig
sanddruhed har taget det gjenstridigste stof, og det
er blevet kunst, det vil sige en ting, som straaler, en-
ten vi finder den anstødelig eller passende. Med tan-
ken paa vor egen literatur der aarlig formeres i god-
modig ubetydelighed, er det en trøst at vide, at der
andre steder skrives af mænd, som kan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
