Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 Gustaf Frøding
Det er en tragisk pathos og en barsk oprigtighed i
de ikke mange digte, hvor Frøding taler i sit navn og
dvæler ved sit liv. De streifes ikke engang af den
ekshibitionistiske bekjendelsestrang, som gjør en-
kelte strøg af moderne literatur usikre. Hans ople-
velser, forvildelser, fortvilelser bliver ham som alt
hvad han rører ved til stof for poesi — som alt blev
til guld for sagnkongen. Og i dette fatum evig at
være «dømd att våfva sit verspositiv» ligger ogsaa en
af spirerne til den store poets livslede, selvlede. Han
er afskaaret fra som andre at skrive «adgang for-
budt» til sine enemærker.
Og alt som den vinterlige trøstesløshed breder sig
over dette hans livs landskab, hvis vaar og sommer
han besang, snøres hans hjærte, men dog luer selve
trøstesløsheden i hans poesi som en solnedgang i
frostveir. Indtil omsider
mårkare blir mårkret — —
tills de milda kånslor
alla ligga dåde
i sitt hem vid polen,
tigande och åde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
