Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 Det evige savn
ker jeg butikken og kaster nøklen i havet. Saa kan
I ligge og holde hus under hver busk, til ræven kom-
mer og tar dere ... Tjoh; u-uh! udstødte han og
strakte haanden uforvarende ind i dameflokken, som
atter splittet sig i skrig og latter.
I samme Øieblik kom en ny ung pige frem i døren,
og det var hende. Hun bar den samme hvide kjole
med det røde livbaand, som kvelden i forveien var
forsvundet for Johannes mellem bjerkene. Besynder-
lig nok følte han en stor lettelse ved at se hende...
som om han stod ved sit maal; han glemte sin for-
legenhed, han var ikke engang ængstelig længer for
alle de unge damer, han traadte fast de siste skridt
opad trappen og bukket og sa:
— Det var Dem, jeg traf igaar, frøken.
Hun blev ikke videre forundret, Hun rødmet gan-
ske svagt og saa alvorlig paa ham.
— Jeg kjender Dem igjen, sa hun. Jeg trodde, De
var en vandringsmand, som kom forbi og drog videre.
Men nu’er’De her een 15
— Inger kjender ham, udbrød et par af de unge
damer. — Tænk, Inger kjender ham. Er det ikke
merkelig?
— Det er vel ikke saa merkelig, som du synes,
tuppen! sa onkel Pavels. Inger er en forstandig pige
og kjender lidt til verden. Saa faar du forestille den
unge herremand for os, min pige.
Hun vendte sig mod den gamle herre og saa bebrei-
dende paa ham.
— Det maa da du gjøre, onkel Pavels, sa hun. Jeg
ved ikke mere om ham, end at han ikke er botaniker.
Hun saa fortvilet ud, men hendes store, graa øine
glippet av lattermildhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
