Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140 Det evige savn
trangt paa salen for alle disse viderværdige unge
menneskene, Gud velsigne mig, for et liv der er i dem.
— Og De ænser ikke lidt bryderi, madam Tønne-
sen?
— Bruger jeg nogengang at gjøre ophævelser! Jeg
er til daglig brug, herr professor! Rosalie! sang hun
pludselig ud i luften af fuldt bryst . .,. Mit hjerte er
en tusindfryd! Skogen er mit liv!
Den gamle herre lo, saa hans taarer trillet. Jo-
hannes følte sig mere og mere beklemt, skjønt ma-
dam Tønnesen blinket opmuntrende til ham med det
ene Øie.
— Huh! Puh! pæset onkel Pavels, men fik igjen
el latteranfald ved synet af madam ’Tønnesens miune-
spil og den unge mands dybt alvorsfulde ansigt.
— Ja, hun er en sjelden kvinde! sa,han, da hun
var vendt tilbage til sit kjøkken. — Og hun laver en
for-træf-fe-lig mat.
Johannes spurgte, om nogen af de unge damer hed
Rosalie. Han tænkte sig, at hendes udraab muligens
var et signal ned til dem paa stranden.
— Nei, sa onkel Pavels. — Det er hendes eget
døbenavn, men hun anvender det som et fryderop.
Hun er en sjelden kvinde, gjentog han og gjespet —
en saare sjelden kvinde ...
Johannes vovet ikke efter sit korte bekjendtskab at
bestride dette, og samtalen døde hen. Den gamle
gjespet flere gange og begyndte at nikke, Omsider
gled hans øienlaag ned, og den lange kridtpibe faldt
ud af hans haand og knækket stilken, uden at han
merket det. Han slap luften i smaa prust ud af den
ene mundvig som gjennem en ventil og slumret frede-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
