Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det evige savn 145
aldrig skjult Deres smaa ekstra forehavender for
Deres papa?
De krystet hverandre for at kvæle sin latter, de
kastet hoderne bagover, saa de unge, spændte halse
lyste, de holdt ligefrem paa at segne i sin overvæl-
delse. — Rene mænader! tænkte Johannes, og han
kjendte sit hjerte skrumpe af biiterhet.
Madam Tønnesen kom bærende en stor suppeter-
rin. — Se nu, herr Rønning. Nu er De paa god glid,
anmerket hun og plantet terrinen paa bordet. — Det
var det, jeg saa paa Dem, at De ikke manglet anlæg,
men øvelse. Saa ja, vær bare oppesen!
— Vi dør, madam Tønnesen — —
Det lod ogsaa til, at de vilde bukke under. Latte-
ren undslap dem som brudte nødskrig, og den vilde
ikke lade sig lindre. Den hidsedes op igjen, hver
gang en af dem kom til at se paa den unge mands an-
sigt, som var blit ganske hvidt.
Han vendte sig til madam Tønnesen.
— Kan ikke De, som vel har lidt fornuft i behold,
fortælle mig, hvad det er, de unge damer synes er
saa morsomt, sa han vredt. — Er det mig, vil jeg
helst gaa.
De blev alle med ét slag alvorlige. Men han følte
sig dobbelt ynkelig nu, han havde blottet sin forpint-
hed. — Ak, tal heller til dem, De, som har ordets
gave, herr kandidat, svarte madamen og forsøgte at
lægge kinden mod sin fede skulder. — Men det er
safterne. Om De lægger mig kniven paa struben,
vil jeg bedyre: Det er safterne! |
Professoren var imidlertid vaagnet af al latteren
og spurgte. under tørklædet, om der var anrettet. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
