Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
kirken prækes der evindelig: du skal undvære, spæg
dig, forsag 1 Her, om hvert blad havde en tunge,
vilde den klage over, at skønheden forgår og livet
varer så kort. Ja vei så: Det ene kuld løv hvirvles
ned, men skoven skyder nye den næste vår! En tynd
trøst for de enkelte løv, som regnen har sortnet og
stormen hærget og ormene hullet! Javist, skoven
vækker anger, jeg kender den; men ikke fortrydelse
over, hvad man har gjort; det er angeren over det
ugjorte. Tænke sig, når døden kommer, kun at
have minder om forsagelse at hylle sig i. Et
selvisk hovmod, højst en kold glæde. Kulde får man
nok af i sin kiste. Når det begynder at isne
gennem marv og ben, vil det dog lune at mindes
det solskin, vi sugede ind, de glæder, som mættede
os, de frugter, hvis saft flød liflig over vor tunge,
selv om de var plukkede af kundskabens træ. De
minder, man helst vil bære ind i alderdommens
hytte, er det ikke om styrke og latter, om fest og
favntag og bedrifter? Forsagelse — ja at sidde
vissen, tyndhåret og høre jubelen af ungdommens
gilder rundt om, bide sine falmede læber sammen
af misundelse og mumle til sin forbitrede sjæl:
hvem skænkede du dit hjærtes varme og dit røde
blod, hvem din brusende skønhed, hvis liv gav du
større fylde og rigdom, følte du selv livets højsang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
