Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
blære mig. Havde jeg ævner til noget større, var
jeg næppe bleven siddende som en østers i banken,
så havde jeg nemlig allerførst haft ævnen til at gå
længer frem, kejser Karls utålmodige pius, ultra.
— Der hviler vist også hundens bene!
Lidt efter drev bygen over, og vi skyndte os
hjem. Det syntes, som den klamme fugtighed var
trængt ind mellem os. Vi var begge noget kølige,
også lidt sørgmodige, da vi skiltes i forstuen.
Om eftermiddagen havde solen fejet himlen ren
og funklede som en almægtig gud over markerne;
og de takkede med at vende deres dybeste og
dejligste grønne udad. Vi var atter komne på vejen.
Vi er jo snart bleven farende folk. Men nu var
Keld med. Mulig dømmer jeg vrangt; men det
tog sig afgjort ud, som hun forsætlig koketterede
med ham. Hun sværmede sommerfugleagtig om
ham, tiskede og lo til ham, var svært fortrolig.
Engang sendte hun mig et sideblik. Som en
skytte, tænkte jeg, der spejder efter, om hans
kugle har ramt. Jeg kunde ikke lade være at
smile: det var så naivt. Keld skulde sanke
kornblomster til hende, men han fik en anden
behandling end ved sivene forleden. Hun fulgte ivrig med
i plukningen, stillede sig helt hen på grøftekanten
og svøbte kjolen stramt om benene, så hendes små
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
