- Project Runeberg -  Koglerier /
114

(1895) Author: Niels Møller
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

114

Jeg kender det samme fra havet. Når man står i
havstokken og søerne hæver sig og bryder ned,
den ene efter den anden, dundrende og skummende,
og den hvide brænding løber langs kysten, til den
bliver borte i saltvandsdisen, — det trykker én i
knæ. Det tager vejret fra os. Men så er det
også, at man har den glæde ved at være to sammen.
Naturens storhed tvinger os tættere mod et andet
menneske. Helt ene bliver man tilsidst ulykkelig,
men selvanden bliver hjærterne mere varme.«

»Det er måske det, De kalder commune
nau-fragium —h

»Dulce. Nej, slet ikke. Det er et rigtig dumt
ord. Hvor kan det være en lindring, at ulykken
rammer flere ? Tværtimod; det gør jo netop ulykken
større. Hvis man da ikke er rent vederstyggelig
egoistisk. Nej men at være to sammen, det
forvandler ulykken til lykke. Det er noget helt andet.
Alle ens sympatifølelser voxer. Man bliver mere
hengiven, mere fortrolig, mere øm.«

Hun trykkede hans arm ganske svagt. Hans
hjærte begyndte pludselig at banke, så han mente,
hun kunde høre det. Han vendte sig mod hende
og kunde lige skælne hendes blege ansigt og de
dunkle øjne, men hendes ånde strømmede ham
imøde og duftede sødere end violer.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 13:03:57 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/koglerier/0126.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free