Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I92
stoppet sine øren; nu hørte hun advarende, hånende
og fortvivlende røster alle vegne. Og rundt om
huset red en flok ryttere på skumhvide heste med
lydløse hove. De vinkede, og de vinkede! Men
hun var bundet, kunde ikke komme, turde ikke.
Hvad skulde hun dog gøre? Hvem kunde hjælpe?
Ernst? Nej, nej, han måtte ikke komme. Han
havde ingen hjælp. Han vilde langt snarere døve
hende. Og det var galt at høre stemmerne kalde
og kime; men det var værre ikke at høre dem,
når man vidste, at de var der. Hvem kunde
hjælpe? Og var hjælpen ikke for silde? A, fader,
fader!
Hun kunde næsten le af rædsel. Nu vidste
hun, hvad hun havde set i spejlet. Hun kunde
huske, som ung pige, en helligtrekongers aften, da
vilde hun og en veninde se deres skæbne i et spejl,
men de turde ikke, de var bange for at se sig
selv i ligdragt. Nu havde hun set det, hun den
gang frygtede for. Døden havde før været noget,
der kom andre ved; hun kunde lege med tanken
om at dø, som en trøst, når hun havde tandpine.
Men hun havde aldrig set den ansigt til ansigt.
Nu var den hende så sikker som den mugne luft i
værelset. Hun ventede næsten at se en lang, tør
hånd skyde ud af mørket og vikle sig ind i hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
