Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
var som en mægtig hånd, der tog folk og førte
dem. Men det var også en belejlig tid; folk trak
hænderne af lommen og rystede dem i luften. Det
mumlede og rullede. De ventede just de ord, jeg
kunde sige. Og det vidste jeg. Dengang var jeg
stærk; jeg kunde vække stormen. Og derfor blev
de andre bange.
Men de var gamle og fornemme og sirlige og
snu. De listede og smiskede, til de gennede mig
ud i dette hul for at dømme småtyve og
slagsbrødre her og bringe orden i tingene. Det kunde
nok behøves.
Når jeg tænker derpå — mu, mu! Havde
jeg dengang vovet at hverve min egen hær, var
jeg muligvis nået frem i ét spring, to spring.
Muligvis. Men jeg havde endnu den trælleagtige
underdanige fejghed i mig, en sky forundring langt nede,
over at jeg sølle knægt turde være fører, en tvivl,
om ikke det hele var drøm og blændværk. Det
faste hjærte fødes i de rige huse; hvis man ikke
har suget had med modersmælken.
Jeg mente dog, jeg bar mig klogt ad og
måske gjorde jeg det. Ja, hvis folk tænkte og
handlede fornuftig; hvis de havde offervilje, hvis de
ikke satte deres egen suppegryde over alverdens
lykke. Men jeg vilde ikke gå tiggergang hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
