Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
ihjelslog først Hunden og saa ham,
hvorpaa han udplyndrede den Døde for Alt,
hvad han førte med sig. Derefter kom saa,
hvad Iver Kramme ansaae for det Vigtigste
af hele Komedien: den moralske Slutning.
Kakophron blev greben af tvende Bysvende
og ført i Lænker til Retterstedet, og
Dommeren holdt en lang Parentation til ham
om Synden, der begynder i Barndommen
med det Smaa og ender i Manddommen
med det Store, hvorefter Kakophron faldt
paa sine Knæ, frimodigt bekjendte sin
Anger og saa blev rettet med et Sværd.
Stor havde imidlertid Iver Kramme’s
Forfærdelse været, da Will, ret som han
omtrent var færdig med de sidste Rim i
Dommerens Tale, pludselig havde lagt
Pennen og sagt:
„Det var dog langt bedre at gjøre
Brødrene til gamle Mænd — kongelige Personer
— og saa lade den Myrdedes Søn hævne
sin Fader — først stille sig va’nvittig an, at
Ingen skulde mærke Uraad, og saa dræbe
Morderen!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
