Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
Galahad ræd, at eneboersken skulde gi hans navn
tilkjende; saa tok han sin hest med sporerne og
red bort. Men nu skjønte de andre, hvem han
monne være, saa de svang sig i sadlerne og jog
efter ham av al magt. Men de tapte ham snart av
syne i skogen.
»La os vende tilbake til eneboersken," siger
herr Percival, og spørre om tidender hos hende."
»Gjør som eder synes," siger Lancelot, og Percival
red tilbake, men Lancelot blev ved at lete efter sin
søn, og snart var han ute av vei og sti og for gjen
nem vilde skogen. Og da mørket faldt paa, sluttet
skogen, og han var ute paa en øde hede. Der stod
et stort kors av huggen sten. Ikke langt fra korset
var der et kapel, og da tænkte Lancelot, der monne
være folk. Saa bandt han sin hest til et træ, hængte
sit skjold over sadelknappen og gik op til kapellet.
Da saa han det var meget gammelt, og store
stykker var styrtet sammen. Men gjennem et vindu
blev han vår et alter, dækket med rike silketepper,
og paa det stod en syvarmet lysestake av guld med
syv store brændende kjerter. Og Lancelot længtet
hjertelig efter at gaa ind i kapellet og bede ved det
alter, men han kunde ingen indgang finde.
Da gik han, tung i sindet, tilbake til korset.
Og han sadtet av sin hest, saa den kunde græsse,
løste av sin hjelm og la sverdet ved sin side. Saa
strakte han sig ut i lyngen ved korsets fot, la sit
hode paa skjoldet og vilde sovne ind der.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
