Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremmede Lande, og bragte som oftest ikke alene fremmed Cultur, men og fremmed Gods og
røvet Formue tilbage til Fædrelandet. Deels udrustedes egne Skibe, deels forenede de sig med
norske Frænder og Velyndere paa Vikingetog, opsøgte andre Vikinger i aabent Hav, eller hærjede
rigere Kyster, til hvilke Tog de nu og da udstyredes af norske Konger, der stundom deelte med
dem det samlede Bytte. Disse, saavel af Nordmænd som af Islændere øvede, Fribytterier bleve
i Snorres Tid sjeldnere og mere forhadte. I det sydlige og vestlige Europa var ved den Tid
indført en systematisk Krigsorden, der udbredte sig alt meer og meer, og mod hvilken
Vikinge-Væsenet og Smaakrigen ei kunde staae sig. Hverken Island eller Norge kunde derfor saa let
som tilforn samle Rigdomme eller Næringsmidler paa fremmed Grund; men maatte i Landets
egne Hjælpemidler og ved fredelig Handel udelukkende tilegne sig disse, og Savnet maatte blive
størst, hvor Naturen er meest karrig i sine Gaver. Christendommens milde Aand, i det den brød
Nordens raa Kraft, udbredte Had over disse Vikingers Udsvævelser, der forfulgtes med Religionens
Banstraaler. Dertil kom, at Øen just paa den Tid var saa sønderslidt af indvortes Uenighed,
blodige Familiekrige og Eiendoms Usikkerhed, saa den syntes at tiltrænge en fremmed
Mægler, som kunde bringe Fred og Ro tilveie, og indføre en indvortes Orden og en politisk Fasthed.
Et talende Beviis herpaa afgiver Sturlunga-Saga, der indeholder en saa indviklet Beretning om
Mordscener, at Læserens Taalmodighed trættes ved at forfølge deres Traad, og skyer det
utaknemlige Arbeide at gjemme de angjældende Personers Navne. Denne Gjæring anførte ogsaa
Norges Konge som Grund til at underkaste sig Øen, den være nu enten den virkelige eller en
Skingrund. Den nærmeste Anledning til Planens Udførelse var imidlertid en Privatfeide mellem
norske Kjøbmænd og Islændere, hvorpaa fulgte Mord og Confiskationer, som bevægede den
norske Konge til Hevn og at lægge alvorlig Haand paa Værket. — Rimeligviis indsaae Snorre
saavelsom Gissur Nødvendigheden af en Forandring i deres Fædrelands politiske Stilling, og
det gik da, som ofte siden, at de for denne klogere politiske Anskuelse, maatte høre ilde af
sværmeriske Patrioter, som vilde bevare den gamle Friheds og Uafhængigheds Tilstand uden tilbørlige
Midler og under en forandret Tingenes Orden. — Lader os høre hvorledes Sturlunga-Saga
fremstiller den Deel, som Snorre havde i hans Lands Underkastelse under Norge. Deri fortælles, at
Snorre havde digtet et Qvad til Jarlen Hakon Galins Ære i Norge, som derimod havde
sendt ham Skjold, Sværd og Brynje i Bragaløn. Derhos opfordrede Jarlen Snorre skriftlig
til at komme til Norge, hvor al Ære skulde vederfares ham. „Dette faldt ganske i Snorres
Sind; men da Jarlen just døde i den Tid, blev hans Reise udsat i nogle Aar, endskjønt han
besluttede at reise, naar Leilighed gaves. Snorre kom til Norge fra Island kort efter at Kong
Hakon og Skule Jarl vare blevne Høvdinger der. Han forføiede sig til Jarlen, som tog overmaade venlig imod ham. Snorres Reiseføller beredte sig til en Reise i Sydlandet; men selv
forblev han hos Jarlen om Vinteren, og drog Sommeren efter til Gøtland for at besøge Askel
Lagmand og Fru Kristine, som havde været gift med Jarlen Hakon Galin. Om hende
havde Snorre digtet et Qvad, som hedte Andvaka; thi tog hun overmaade venligen imod Snorre,
og gav ham mange sømmelige Gaver, hvoriblandt den Fane, som Erik Knudsson Sveakonge
havde havt, da han fældede Kong Sørkver.[1] Om Høsten foer Snorre tilbage til Skule Jarl,
og blev hos ham den næste Vinter under gjæstmild Behandling. — — — Snorre Sturleson
var 2 Aar hos Skule Jarl, og han blev af Kongen og Jarlen udnævnt til deres Skutilsvend;[2]
men Vaaren derpaa agtede han sig til Island. Dengang vare Nordmændene store Uvenner af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
