Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
siden den Tid modtaget saa mange Forbedringer, og tildeels afkastet Aaget af fremmede
Tungemaal, at en ny Oversættelse alene fra den Side maatte ansees høist fornøden.[1] Oversætteren
erindrer den Dag, i den første Tid af hans Ophold paa dette Sted, mod den sidste Slutning af
forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette, da Claussens Oversættelse af Snorre var i de
anseligste Bønders Hænder, og udgjorde deres meest yndede Læsning. Kundskab om vore
Forfædres Bedrifter og Væsen var da langt meer udbredt end nu. Bogen er forsvunden og med den
Kundskab om vor gamle Historie, i hvis Sted andre Sysler, Døttre af vor nye Statsforfatning,
ere komne. Det er denne gamle historiske Læsning, som Oversætteren ved sit nærværende Arbeide
har villet fremme ved at levere en til vort Sprogs nærværende Standpunkt svarende Oversættelse
af Snorres og hans Efterfølgeres Kongesagaer for en saa billig Priis, at den kan komme i hver
Mands Haand. Han holder sig overbeviist om, at denne Læsning vil befordre Menigmands
Opdragelse til at deeltage i Statsstyrelsens store Værk, som nu staaer ham aaben; thi han vil finde
i Værket udmærkede Forgjængere, som ved ypperlige og kraftfulde Taler understøttede den Sag, de
havde at forsvare. Kunne vi ikke altid stille os paa Siden af hine Talere paa Norges Thing
med Hensyn til politiske og religieuse Meninger — thi ofte var Afguderi og Oprør i deres Tale —
saa maa vi dog tilstaae, at de førte Ordet med Kraft, som oftest med Beskedenhed, og at de viste
en sand Interesse for Almeenvellet, som til alle Tider er priisværdig.
De Regler, hvorefter Oversættelsen er udarbeidet, ere ganske simple. Oversætteren har
søgt at følge Snorres værdige og simple Sprog, og saameget muligt brugt et Sprog, der kunde
være et passende Bindemiddel imellem den gamle og nye Tunge. Er endog vort Sprog deels
herligen forbedret, deels forvansket under en ny Sprogbrugs forskjellige Vendinger, saa er der
dog i vort norske Tungemaal, især i Menigmands Mund og i daglig Tale, flere Spor af det
gamle Sprogs Aand, paa hvilke det maa være en norsk Oversætter tilladt at agte. Imidlertid har
Oversætteren dog med en vis Frygtsomhed givet efter for denne Lyst til at blande Sprogets gamle
og nye Elementer sammen, da han indseer, hvor let det paa denne Vei var at bortfjærne sig fra
det Passende, Forstaaelige og Tækkelige. Han har levet saa længe ved Foden af en Fjeldegn,
hvor disse gamle Toner fra Oldtiden flittigen gjenløde, endskjønt svagere og svagere, at mange
med Oldsproget beslægtede Ord vare ham bekjendte, som han fristedes til at optage i sin
Oversættelse; men han har været sparsom i at anvende denne Sammenblanding, og heller troet sig
beføiet til hist og her at tilføie dem i en Note, end at sætte et gammeldags Stykke til en
nymodens Dragt. Hvad han fornemmeligen har beflittet sig paa, er at efterligne Snorres Værdighed,
Bestemthed og Simpelhed i Sproget, og han har kun tilladt sig nogle smaa Afvigelser, naar Navne
og Talemaader efter gammeldags Stiil hyppigere gjentages i Oldskriftet end nærværende Talebrug
medfører. Især har Versenes Oversættelse forvoldt ham store Vanskeligheder, som han langt fra
troer retteligen at have løst. Det vil vistnok tilgives ham, at han ikke har beflittet sig paa at
efterligne den islandske Poesies tvangfulde Regler med Hensyn til Alliteration og konstig
Versebygning; men han maa derhos beklage, at han manglede Digter-Aand til at sætte noget i Stedet,
som kunde tjene til Erstatning derfor. Under disse Omstændigheder har han anseet det for meest
Passende, troligen at igjengive de gamle Skaldes Billeder, hvor haardt og stivt de end stundom
maatte klinge i vore Øren. Billedet være som det vil, det maatte være Forfatterens og ikke
Oversætterens, og kun saalunde kunne Læserne gjøre sig et Begreb om vor gamle Poesie.
Derhos har han, efter sine i denne Henseende vistnok svage Evner, søgt at afrunde de oversatte Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
