- Project Runeberg -  Snorre Sturlesons norske Kongers Sagaer / Første Bind /
5

(1838-1839) [MARC] Author: Snorri Sturluson Translator: Jacob Aall
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Velsignelse over dem; da troede de paa en lykkelig Færd. Saa pleiede og hans Mænd,
hvorsomhelst de vare stedte i Nød, til Søes eller Lands, at paakalde hans Navn, og syntes
jævnligen deraf at faae Ro og Lise; thi hvor han var, tykkedes dem Trøsten nær. Ofte foer han
saa langt bort, at han dvælede paa Reisen i mange Aar.

3die Cap. Om Odins Brødre.



Odin havde to Brødre, den ene hedte Ve den anden Vilir, og disse hans Brødre
styrede Riget naar han var borte. Det var engang, da Odin var faren langt bort, og
havde været saa længe hiemme fra, saa Aserne tvivlede om hans Hiemkomst, at Brødrene toge
sig for at skifte hans Arv; men hans Kone Frigg toge de begge til Eie; dog kort efter kom
Odin
hjem, og tog sin Kone tilbage.

4de Cap. Ufred med Banerne.



Odin foer med en Hær imod Vanerne; men de vare vel beredte, og værgede deres
Land, saa de havde skifteviis Seier, hærjede hinandens Land og giorde Skade derpaa. Da
de omsider lededes derved, fatte de paa begge Sider et Forligs-Stevne mellem sig, giorde
Fred og gave hinanden Sidsler. Vanerne sendte deres giæveste Mænd, Njørd den Rige
og hans Son Frey, Aserne sendte derimod en Mand ved Navn Hæner, som de kaldte vel
stikket til Høvding, og var en stor og overmaade væn Mand. Med ham sendte Aserne en
høist forstandig Mand, som hedte Mimer, hvorimod Vanerne stillede den klogeste Mand
i deres Flok ved Navn Qvaser. Da nu Hæner kom til Vanaheim blev han strax giort
til Høvding, og Mimir gik ham til Haande med alle gode Raad. Men naar Hæner stod
paa Thinge eller i andet Møde, uden at Mimer var ham nær, og nogen vanskelig Sag
blev ham forelagt, svarede han stedse paa eet Viis: „nu Andre.” Da fattede
Vanerne
Mistanke om, at Aserne havde bedraget dem i Mandeskiftet; thi toge de Mimer,
halshuggede ham, og sendte Hovedet til Aserne. Odin tog Hovedet, indsmurte det i Urter,
for at det ei skulde raadne og goel Galder derover[1]. Derved gav han det den Evne, at
det talede med ham og aabenbarede mange Hemmeligheder. Odin indsatte Njørd og Frey
til Ossergoder, og disse bleve Asernes Diar[2]. Njørds Datter var Freya, der var
Offerpræstinde, og lærte forst Aserne det Seid-Væsen som var i Skik og Brug hos Vanerne.
Medens Njord var hos Vanerne havde han taget sin egen Søster til Ægte; thi dette var
tilladt efter deres Lov. Deres Børn vare Freyr og Freya. Derimod var det forbudt hos
Aserne
at bygge Bo sammen saa nær i Slægtskabet.

5te Cap. Odin skifter Riget, og om Gefion.



Der gaaer en stor Fieldryn[3] fra Nordost til Sydvest, som stiller det store Svithiod
fra andre Riger. Sønden for Fieldet er ikke langt til Tyrkland, hvor Odin havde store
Eiendomme. I den Tid fore Romer-Høvdinger vide omkring i Verden, og undertvang sig
alle Folkeslag; thi flygtede mange Høvdinger for denne Ufred fra sine Eiendomme. Men
fordi Odin var forklog og troldkyndig vidste han, at hans Afkom skulde bygge og boe i den
nordre Halvdeel af Verden. Da satte han sine Brødre Ve og Vilir over Asgaard; men
Selv udvandrede han med alle Diar og en stor Mængde andre Folk, forst Vester til

*



Cap. 5. Ved Tyrkland forstodes Moldau, Wallakiet og kanhænde flere tilgrændsende
Lande. Nogle, der antage den store Bjergryg for Ural-Bjergene, troe at gjenfinde Navnet i Turkistan
i Asien. Nuværende Lilleasien og nærmest Egnen om Troja kaldtes og Tyrkland, hvorem see
Werlauff Symb. ad geogr. med ævi S. 27.

[1] Galder, en Troldomssang, som brugtes af Troldomskonstnere af „gala“ gale eller synge. Dette
var et mildere Troldomsvæsen og ligesom en Fortryllelse. En anden, mere forhadt og med skadeligere
Konster forbunden Troldom var Seid, hvorved Urter kogtes under flere, tildeels rædsomme Ceremonier.
Disse Troldmænd forfulgtes derfor mere end hine. Ved begge Slags Troldom blev Nornernes Sang
afsjungen.

[2] Guder, guddommelige Væsener.
[3] I Texten Fjeldgard d. e. Fjeldgjærde; i denne Betydning er „Gard” vor Almue vel bekjendt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Feb 15 04:30:44 2017 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kongesagae/1/0031.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free