- Project Runeberg -  Snorre Sturlesons norske Kongers Sagaer / Første Bind /
255

(1838-1839) [MARC] Author: Snorri Sturluson Translator: Jacob Aall
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

255
Qlaf den Helliges Saga
kom Selv. Derfor bestutter Thorfinn Jarl at gjore sig styndeligen fcerdig til at fare ester
til Norge, og tcenkte der vilde blive saa liden Forfkjel imellem hans og Bruses Ankomst
did, at Bruses 2Erende ei kunde vorde endt for Thorfinn traf Kongen. Men det gik an
derledes end Jarlen havde tcenkt; thi da Thorfinn Jarl kom til Kong Olaf, var Forliget
mellem Kongen og Bruse sluttet og afgjort, og Thorfinn Jarl vidste ikke et Ord om, at
Bruse havde overgivet sit Rige, forend han kom til Kong Olaf. Saasnart nu Thorfinn
Jarl og Kong Olaf modtes, fremsatte Kongen den samme Fordring paa Riget i Orken
oerne, som han havde gjort for Bruse Jarl, og forlangte at Thorfinn godvilligen fful
de overlade Kongen den Deel af Riget, som han tilforn havde. Jarlen svarer venli
ge» og sagtmodigen derpaa, at Kongens Venstab laa ham meget paa Hejrtet „og
dersom I tykkes, Herre, at behove min Hjcelp imod andre Hovdinger, da haver I til
forn den forskyldt; men jeg kan ikke vorde Eders haandgangne Mand, da jeg er Skot
tekongens Jarl og ham Lydighed skyldig." Da Kongen fandt, at Jarlen i sit Svar und
siog sig for at opfylde den Fordring, spm Kongen tilforn havde gjort, sagde han: „vil
Du ikke, Jarl, blive min Mand, da gjcelder det andet Vilkaar, at jeg sattter den Mand
over Orkenoerne, som jeg Selv vil; men da forlanger jeg Din Ed paa, at Du ingen For
dring vil gjore paa disse Lande; men lade dem virre i Fred, som jeg sattter over Landene;
men vil Du ikke indgaae nogen af disse Vilkaar, da monne han, som raader over disse
Lande, kunne vente Ufred af Dig, og da maa det ei synes forunderlige, om Lige gjengjel
des med Lige." Jarlen bad Kongen om Frist til at overtcenke denne Sag. Saa gjorde
Kongen, og gav Jarlen Tid til at holde Raad med sine Venner om Valget af disse Vil
kaar. Nu forlangte Jarlen Frist til nceste Sommer, at han forst kunde fare vester over
Havet; thi hjemme vare hans Raadgivere, og han var selv et Barn med Hensyn til
Alderen; men Kongen forlangte fremdeles, at han skulde nu vcelge et af to. Thorkel
Fostre var dengang hos Kong Olaf, og han sendte hemmelige» Mcend til Thorfinn Jarl,
og bad ham, hvad han end havde i Sinde, ikke at tcenke paa at forlade Olaf dennesinde
uden at vorde forligt med ham, eftersom han nu var kommen i Olafs Vold. Efter stige
Paamindelser syntes Jarlen see, at der var intet andet Valg end at lade Kongen raade.
Vel var det haarde Kaar, ikke at have noget Haab om nogensinde at faae sin Fcedrene-
Arv igjen, og desuden ved Ed forpligte sig til at lade dem beholde Riget i Ro, som ei
dertil vare attbaarne; men fordi det syntes ham uvist, hvorledes han ffulde komme bort,
valgte han at gange Kongen til Håande og vorde hans Mand, ligesom Bruse havde gjort.
Kongen fandt, at Thorfinn var mere storsindet og taalte mindre Tvang end Bruse; derfor
troede han Thorfinn stettere end Bruse, tillige indsaae han, at Thorfinn vilde sattte Lid til
Skottekongens Hjcelp, om han brod dette Forlig. Kongen havde ogsaa Forstand nok til
at indsee, at Bruse vel var langsom til at indgaae et Forlig; men lovede Intet uden hvad
han agtede at holde; men hvad Thorfinn angik, da, nåar han enganq havde tåget en Be
stutning, gik han glat til enhver Aftale, og betingcde sig ingen Forandring i Kongens for
ste Paastand; thi fattede Kongen Mistanke om, at Jarlen vilde krcenke Forliget.
Da Kongen noie havde overveiet denne hele Sag hos sig Selv, lod han blcese til
et almindeligt Thing, hvortil han tilkaldte larlerne. Da sagde Kongen: „jeg vil nu gjore
vitterligt for Almuen vort Forlig med Orkenoer-larlerne. De have nu erkjende
Eiendomsret til Orkenoerne og Hjaltland, og ere begge blevne mine Mcend, hvilket Alt
de med Ed have bekrceftet, og nu vil jeg give dem disse Lande til Lehn, nemlig Bruse en
Trediedeel, og Thorfinn en Trediedeel, som de for have havt. Men den Trediedeel, som
Einar Rangmund havde, bommer jeg at vcere hjemfalden til min Gaard, fordi han drcebte
34

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 13:09:04 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kongesagae/1/0289.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free