Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278 Qlaf den Helliges Saga.
Vap. 133
Izlcrnder’
ncs Svar.
der han disse Ord til Gudmund paa Modrovold, til at understotte denne Sag; thi han
haver spurgt, at Gudmund der raader mest." Gudmund svarer: ),Meget staaer min Hu
til Kong Olafs Venskab, og dette agter jeg langt nyttigere, end det Udstjcer han forlanger.
Dog haver Kongen ei hort ret, nåar han troer jeg har mere Magt heri end Andre; thi
Ven er nu bleven en Alminding. Dog ville vi, som have mest Nytte af Ven, have et
Mode mellem os derom." Derefter ginge Folk til dereo Telteboder. Efter dette havde
Nordlcendingerne et Mode imellem sig, aftalte den Sag, og Enhver lagde sit Ord til efter
sit Tykke. Gudmund understottede Sagen, og mange Andre rettede sig derefter. Da
spurgte Nogle: hvi hans Broder Einar ei talede i denne Sag? „os tykkes at han har den
bedste Indsigt i de steste Ting." Da svarer Einar: „ derfor er jeg saa faatalende i denne
Sag, fordi Ingen haver spurgt mig derom; men skal jeg sige min Mening, da tcenker jeg,
at ligesaa godt som dette steer, kan vore Landsmcend gjore sig Kong Olaf stattepligtige
og underkaste sig alle hans Paalceg, ligesom han har det med sit Folk i Norge, og denne
store Byrde paalcegge vi ikke alene os Selv, men vore Sonner og deres Sonner tillige»
med vor hele A3t, samt hele Almuen, som boer og bygger i dette Land, der siden aldrig
vil blive fri for denne Trceldom. Men endstjont nu denne Konge er en god Mand, som
jeg vel troer han er, da monne det vel gaae herefter, som hidtil, nåar der vorder Konge-
Skifte, at de ere ujcevne, Nogle gode, Nogle onde. Dersom nu Landets Mcend ville
beholde deres Frihed, som de have havt siden dette Land byggedes, da er det ikke raadeligt
at give Kongen den mindste Plet at fceste sig til her i Landet, ikke heller at yde ham no
gen Slags paalagt Skyld eller Skat, der kan have Udseende as en Forpligtelse. Der
imod holder jeg det for Anstcendigt, at Folket sender Kongen de Vennegaver, som det sy
nes , Hoge eller Heste, Telte eller Seil, og andre Ting, som kunne vcere passende Sen
dinger, og disse ere vel anvendte, nåar de lonnes med Venskab. Men om Grimso har
jeg det at sige, at om derfrå Intet udfores, som kan tjene til Fode, da kan der underholdes
en stor Krigshcer, og dersom der er en udenlandst Hcer, som farer derfrå med Langstibe,
da tcenker jeg der vil vcere Trcengsel nok for den fattige Bondes Dor." Da Einar hav
de talet dette og forklaret Sagens hele Sammenhceng, blev hele Almuen enig om, at Saa
dant ei skulde tilstaaes, og Thorarin indsaae let hvad Udfald hans A3rende vilde faae.
Dagen derpaa gik Thorarin til Lovbjerget og fremmede igjen sit Mrende med disse
Ord: „Kong Olaf sender Bud til sine Venner her i Landet, blande hvilke han ncevnede
Gudmund Eyolfsson, Snorre Gode, Thorkel Eyolfsson, Skapte Lagmand og Thorstein
Hallsson, og lader dem sige ved mig, at de stulle indfinde sig hos ham i Venne-Besog,
og tilfoiede, at I ikke skulde undstaae Eder for denne Fcerd, om I agtede hans Venstab
noget vcerdt." I deres Svar takkede de Kongen for sit Bud; men erklcerede at de vilde
sige Thorarin senere hen Bestred om deres Fcerd, nåar de havde ncermere overveier Sa
gen Selv og med deres Venner. Da nu Hovdingerne overlagde Sagen imellem sig, sag
de Enhver sin Mening om Reisen. Goden Snorre og Skapte fraraadede at gjore dette
farlige Forsog med Norges Mcend, nemlig at alle de Mcend, skulde paa engang fare
did fra Island, som havde mest at raade i Landet. De tilfoiede, at de af denne Ordsen
ding, saavelsom af hvad Einar havde sagt, droge den Mistanke, at Kongen heller agtede
at bruge Pinsler og Tvang mod Islcenderne, om han fik raade. Gudmund og Thorkel
Eyolfsson dreve derimod meget paa at folge Kong Olafs Ordsendinq, og kaldte dette en
Hceders - Reise. Men da de havde betragtet Sagen fra alle Sider mellem sig, blev det
omsider fast bestuttet, at de ikke skulde reise selv, men Enhver af dem skulde i sit Sted
sende en Mand, som de dertil ansaae mest stikket. Efter dette Udfald stuttedes Thinget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
