Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
hvilket jeg beder Gud, at han ikke vil regne mig til
Last. Men jeg har dog altid troet, at J elskede Eders
Fædreland og vilde dets Vel. . . . Nu ser jeg, at jeg
og enhver ærlig svensk Mand har taget fejl af Eder. . .
J spørger hvorfor? — Jeg vil svare Eder med to
Spørgsmaal: Kan den Mand siges at bære Omsorg for
det Land og det Folk, i Spidsen for hvilket han staar,
som vil udstykke det i flere Dele, saa at det ligesom maa
forsvinde og udslettes af Jorden?. . . . Kan den Mand
siges at bære Omsorg for sit Land og sit Folk, som hellere
end at lade det regjeres i Fred og Ro af dets lovlige
Konge, as personlig Had og personlig Hævntørst fordri-
ver ham fra hans Rige og overgiver dette i Fjendens
Hænder? · . . . Nej, Erkebisp Jøns, en saadan Mand skal
ikke have Lov til at styre Land og Folk her iSverig——
han er Landets Fjende, og derfor er jeg ogsaa fra denne
Stund Eders Fjende . . . .
Erkebispen stod som ramt as Lvnet ved Ridderens
Ord. Han stiftede et Par Gange Farve, og hans Øer
funklede mørkt og uhyggeligt under de sammentrukne
Djebryn
—— En saadan Frækhed søger sin Lige! sagde han
endelig. J Kraft af min Myndighed som Sverigs
Rigsforstander befaler jeg Eder, Hr. Erik Axelsson, at
udlevere mig denne Forræder.... Her behøves ingen
Beviser, ingen Rettergang, han har selv fældet sin Dom.
Alles Øjne rettedes paa Hr. Erik, som syntes at
have taget Skik op efter Erkebispen selv; det varede nem-
lig en Stund før han tog tilorde, efter først at have
fæstet et halvt bebrejdende, halvt advarende Blik paa
Erkebisp-Rigsforstanderen. Jøns Bengtsson var ikke,
trods al sin Koldblodighed, iStand til at tolke dette
tause Sprog. Netop den Foragt, som han nærede eller
idetmindste vilde give sig Udseende af at nære for den
forholdsvis ringe Ridder til Pennitigeby, bragte ham,
da han hørte og saae dennes Optræden, so·m vidnede om
det mandigste Sind og den djærveste Kraft, maaske for
første Gang i hans Liv ud af Ligevægt Derfor flam-
mede hans Øie saa vildt, derfor antog baade hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
