Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»k -. V- -s-1.- s-
845
Magt nok til at kunne være Eder til Nytte, naar J en-
gang skulde komme til at trænge til en Haandsrækning.
J kan da blot sige et Ord til Færgekarlen her ved Flot-
sund, og Hjælpen vil ikke udeblive. Men længer end to
Timer efter Miduat venter jeg ikke. Kommer Hr. Nils
efter den Tid, saa er det for sentl
— J skal have Tak for Loftet« sagde Varberen,
og jeg antager, Hr. Nils Sture ikke skal lade vente
paa sig!
Med disse Ord gik Barberen da endelig. Bonden
stod længe og lyttede efter hans Fodtrin, og da de ikke
mere kunde høres, saae han paa Ridderen, betænkte sig
et Øjeblik, og ilede saa ned til Stranden-
Jngeborg kunde nu ikke mere beherske sin Længsel,
men sneg sig hen til Ridderen, som laa aldeles ubevæge-
lig. Gjennem Hjelmgitret kunde hun dog hørte, at han
aandede tungt. Hun bojede sig ned og skjød med skjæl-
vende Haand dette Hjelmgitter til Side, og nu saae hun
Ridderens Ansigt, smukkere, syntes hun, end nogensinde
for, skjøndt det var ligblegt.
-—— Sten, Sten! hviskede hun med bævende Stemme.
Ak, hun havde villet give sit Liv. hvis hun dermed
kunde frelse den kjære, kjære Ridder. Men denne laa
stille og kold. ikke en Muskel rørte sig i hans Ansigt.
Hun agtede dog ikke herpaa, men vedblev at tale til ham,
som om han havde kunnet høre hendes Ord.
— En god Ven, fom elsker Dig, er hos Dig,
Sten! sagde hun, medens Taare paa Taare trillede ned
paa den Saarede. Veer rolig, vær rolig, Guds Moder
vil nok sende Dig Hjælp ja, Guds Moder og hellig
Kong Erikl
Var det et Gjoglespil af Maanen, som begyndte at
titte frem mellem Trætoppene, eller var det Vindens
Susen, som forvirrede hendes Sandser og lod hende se,
hvad hun iVirkeligheden ikke saae, ——— at der drog lige-
som et Smil hen over Heltens Ansigt. Horte han
Ordene, som den reneste, mest opoffrende Kjærlighed til-
hviskede ham, kjendte han den Stemme, som talte? Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
