Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Immanuel Kant og den kritiske Filosofi - 2. Etik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 V. Immanuel Kant og den kritiske Filosofi:
lov, der kan gælde for Alle. En saadan Lov kundgør sig som
et übetinget Bud (et kategorisk Imperativ) overfor alle andre
Tilskyndelser, overfor alle Autoriteter, og overfor Alt hvad
Erfaringen lærer eller synes at lære. Aller tydeligst fremtræder
det Etiske i saadanne Tilfælde, hvor Pligt og Tilbøjelighed
staa i den største Modsætning til hinanden. Der vil altid,
mener Kant, være et Element af Ulystfølelse i Pligtbevidst
heden paa Grund af den Modstand, de sanselige Dele af vor
Natur gøre mod at underordne sig under Lovens Form.
I Evnen til saaledes trods al indre og ydre Modstand at
underlægge sin Handlen under en almengyldig Lov ser Kant
Menneskets Adelsmærke. Loven er jo ikke en fremmed Lov,
men grundet i Menneskets Natur som Fornuftvæsen, Et med
hans inderste Villie, saa ophøjet dens Myndighed end er.
Mennesket er gennem den etiske Lov Borger i en anden
Verden end Erfaringens. Inderlighed (ved Udspringet af Men
neskets inderste Natur) og Ophøjethed (ved Modsætningen til
den i Erfaringen fremtrædende Menneskenatur) ere de to
karakteristiske Træk i den etiske Lov efter Kants Opfattelse.
Han antager denne Lov for rent formel og apriorisk, ud
sprungen af den rene Fornuft. Men den forudsætter dog tyde
ligt, at der skal beståa et menneskeligt Samfund, og formu
lerer egentligt kun dettes vigtigste Betingelser. Det var ogsaa
hos Kant selv historiske Overvejelser, der havde ført ham
til hans sluttelige etiske Opfattelse. —
Der er efter Kant et indre Forhold mellem Religion og
Etik. Overgangen fra det Etiske til det Religiøse finder han
deri, at Mennesket skal hævde det Gode, det, som den übe
tingede etiske Lov kræver, under indre og ydre Modstand.
Deraf følger en skarp Modsætning mellem Pligt og Lykke,
mellem Ideal og Virkelighed, Frihed og Natur. Denne Mod
sætning vil igen afføde en Trang til at tro paa en anden Til
værelse, i hvilken den Stræben, der afbrødes i Erfaringens
Verden, kan fortsættes i stedse højere Former, og til at tro paa
et Væsen, der mægter at bringe Pligt og Lykke, Ideal og
Virkelighed i Harmoni. Troen paa Gud og paa Udødelighed,
den saakaldte naturlige Religions Indhold, kan dog ikke viden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
