Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
gjennem baade ham og hende, hvilket gav begges
Øjekast og Smil et fuldkommen ensartet Udtryk.
Naar hun blev rød, blev han det ogsaa; naar hun
smilede, smilede han ogsaa.
Der blev tait om Musik, om Paris og om
alle mulige ligegyldige Ting. Endelig rejste han
sig for at gaa. Han stod stadig smilende og
daskede med Hatten mod Laaret i de stramt
sluttende Benklæder, medens hans Blik afvekslende
hvilede snart paa hende og snart paa mig, ligesom
om han afventede, hvad vi skulde foretage os.
Jeg husker saa tydelig dette Øjeblik. Havde
jeg den Gang ikke inviteret ham, vilde det heller
ikke siden være gaaet, som det gik. I dette
Øjeblik afhang det udelukkende af mig at invitere
ham eller ikke. Men i det samme saa’ jeg hen
paa ham og hende . . . „Tro kun ikke, at jeg
skulde være skinsyg paa dig!" sagde jeg i Tankerne
til hende, „eller at jeg skulde være bange for dig,"
sagde jeg ligeledes i Tankerne til ham, — og
inviterede ham til at komme en Aften med sin Fiolin
og spille sammen med min Hustru. Hun saa’
forundret paa ^mig, Blodet for hende til Kinderne, og
hun begyndte forlegent at gjøre Indvendinger, idet
hun paastod, at hun ikke var tilstrækkelig øvet til
at kunne spille sammen med en virkelig Musiker.
Hendes Indvendinger gjorde mig dog kun mere
irriteret og paastaaelig, og det endte med, at han
tog imod Indbydelsen.
Jeg husker endnu saa tydelig den besynderlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
