Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
— Først da jeg saa’ hendes døde Træk,
forstod jeg, hvad det var, jeg havde gjort. Jeg
forstod, at det var mig, mig, som havde dræbt hende,
mig, som var Skyld i, at hun, som før havde været
levende, bevægelig, varm, nu laa dér
ubevægelig, voksagtig, kold, og at det ikke nogen Sinde
eller paa nogen Maade lod sig gjøre godt igjen.
Ingen, der ikke har oplevet dette, er i Stand til
at forstaa ... Uh! uh! uh! udbrød han flere
Gange i Træk og brast i en krampagtig Graad,
saa at han ikke kunde tale mere.
Vi sad længe tavse. Graaden klukkede stadig
i Halsen paa ham, medens han rystede over hele
Legemet, som i Feber.
— Tilgiv mig! sagde han pludselig, hvorpaa
han lagde sig ned med Ryggen imod mig og
indhyllede sig i sit Rejsetæppe.
Da vi hen ad Morgenstunden holdt ved den
Station, hvor jeg skulde staa af, gik jeg hen, hvor
han laa, for at sige Farvel til ham.
Om han sov eller ikke, var ikke godt at sige,
men jeg tror det knap, thi jeg, havde næppe
lagt Haanden ganske let paa hans Skulder, før
han straks kastede Tæppet af sig og vendte sig
om imod mig.
— Farvel! sagde jeg, idet jeg rakte ham
Haanden.
Han trykkede den, idet hans Mund et Øjeblik
fortrak sig til et Smil, der var saa sorgfuldt, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
