Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRISTIANIA OG KRISTIANIENSERNE
Han gik foreløbig ud fra. at .skulde loven beses, saa skalde den ogsaa hores,
og derfor vandrede han helt ned i dalbunden og op mod bakken paa den anden side.
lod sine ledsagere gjöre holdt midt i veien og begyndte at læse.
Men det blev en læsning med forhindringer: Oppe fra bakketoppen kom den
ene sten efter den anden ligesom for at give oprørslovens strenge ord forøget vægt.
Saavel oplæseren som anføreren for soldaterne lod ikke til at være videre
glade i disse næsvise stene. T)e krob saa godt, de kunde, i ly ta>t ved gjerdet og
stod der stille og sammenkrukede, den ene og læste, den anden og hørte paa.
Egentlig hyggelig var det forresten slet ikke ude paa veien i stenregnen.
Jeg bredted min frakkekrave op og vendte ryggen til; for det vilde dog være
væmmeligt at blive rammet af et stenkast i ansigtet. Desuden havde jeg en stiv filthat
paa hovedet, og den beskyttede altid en del — saa det var ingen sag for mig.
Langt værre var det for soldaterne, der stod og vendte ansigtet lige mod
stenregnen og bare havde ja^gerkorpsets blode filthatter paa hovedet, en
hoved-bedadciiing. der næsten ikke ydede den ringeste beskyttelse mod stenene. Den ene
efter den anden blev rammet, saa blodet silede ham nedover ansigtet, og det var
ikke frit for, at mandskaberne begyndte at knurre, inden anden opladning af
oprørs-loven var tilende.
Paa gruml af situationens pinagtigbed koiu oplæseren til det resultat, at det
ifølge loven var nok, naar oprørsloven bare blev læst og at der slet ikke stod noget
om. at den ogsaa skulde høres. Derfor trak han sig og sine tilbage til den modsatte
bakketop, hvor tredie gangs læsning blev tilendebragt i al ro og gemytlighed, eftersom
man her var baade udenfor stenkastvidde og hørevidde.
Det saa rent ud sagt ynkelig ud for ordenens saakaldte opretholdere. Denne
benævnelse syntes i øieblikket at vær« den blodigste ironi; thi de var slet ikke istand
til at opretholde spor af orden. De var altfor humane, altfor fredeligsindede, altfor
godmodige til at gribe til energiske forholdsregler. Naar det gjaldt soldaterne, syntes
de at hylde det kristelige princip, at det er hedre at lide uret i stilhed end at tage
hævn, og derfor lod de dem slaa opstillede som et langt geled skydeskiver, der ikke
turde røre sig af pletten.
Pøbelen var som en hidsig sværm klæg; den spillede øvrigheden paa næsen
paa den mest uforskammede maade af verden, og øvrigheden fandt sig i sin skjæbne;
den løftet ikke engang baandeu lbr at jage den paatramgende sværm væk.
Iler vnr baade civile og militære ledere, men alligevel var der slet ingen
ledelse; her var nok af autoriteter; alligevel var der intet, som savnedes i saa høi
grad som autoritet.
— (OU —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
