Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MUSIK O Ci THEATER
har jeg boldt mig borte fra«, skriver f. eks. Hall’dau Kierulf i et brev fra slutningen af
1858. Det ynkeligste dilettanteri drives her som et stadigt plaprende midiehjul- .
Det var ogsaa Halfdan Kierulf, der sammen med den endnu levende musiker
Conradi første gang forsøgte at byde dilettantismen stangen ved afholdelsen af
abonnementskonserter, hvor baade den instrumentale og den vokale del af programmet
stillede virkelige kunstneriske fordringer. Orkestret var sammensat af begge
theater-orkestres medlemmer og bestod altsaa udelukkende af musikere af fag. Der var hele
24 strygere, hvoraf 7 første violiner — et meget respektabelt antal til at begynde
med. Paa programmet til den förste konsert stod blandt andet en symfoni af Beethoven
og store korsager som Mendelssohns »Bakkuskor«.
Forsøget var saaledes baade nyt og dristigt nok til at vække opsigt i
begyndelsen. Men nogen dybere interesse vakte det ikke. De store korsager laa
for hoit for publikum. Om det saa var sangerne, havde de ikke interesse for dem.
men undlod at møde ordentlig frem til prøverne. Og hvad orkestrete præstationer
angaar, da var der heller ikke her tilstrækkelig forstaaelse og interesse inden publikum.
Dets musikalske smag var altfor uudviklet; dets øre var endnu ikke tilstrækkelig
musikalsk dannet til at kunne modtage og nyde en saa fornem og lidet imødekommende
kunstform som symfonien. Endnu i slutningen af sekstiaarene var symfonien, ifølge
Edvard Grieg, Kristiania publikums -arvefiende . og ti aar i forveien, da Kierulf og
Conradi gjorde sit forsøg, var den naturligvis ikke rukket saa hoit op i publikums
interesse engang; den var hare noget underligt ukjendt, som folk skulde høre engang
for at tilfredsstille sin nysgjerrighed og faa et slags greie paa. hvad det var for noget
— men siden bad de sig gud bevare for detslags tkunstige musik*. Kierulfs og
Connidis kjække foretagende stansede derfor allerede den anden vinter. »Vi har
gjort vort . erklærede Kierulf. I’den penge og uden virksom deltagelse kan vi ikke
fortsætte. Men at det vilde komme til at gaa saaledes, det har jeg forudseet fra den
förste begyndelse. -leg kjender os ganske godt. Men bedrøveligt- er det i sandhed.«
Og det var ikke blot dette forsøgs skjæbne, som var bedrøveligt; det var de
musikalske forhold i det hele taget. Man faar et levende billede af dem. naar man
læser de breve fra Kierulf, som Einar Grønvold har offentliggjort i siu velskrevne
lille bog »Norske musikere«. -Hvorledes lian i al fald som musiker i det hele var
stillet, er et af vor musikhistories mørke blade,« paastaar bogens forfatter, og brevene
giver indtryk af, at han har ret. En fin, kritisk og receptiv aand som Kierulf trængte
stærke impulser udenfra for at udvikle sig helt, og her var ingensomhelst impuls,
hverken stærk eller svag. Man har et indtryk af, at han i musikalsk henseende har
opfattet sin situation soin et slags sultekur, og naar man hører ham skildre sine
forhold, gribes man af forbauselse over, at han har kunnet holde det ud, uden at
- [\7 -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
