Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
hjem hin urosdagen. Ingebjørg saa paa hende, da sa
Kristin leende:
«Far min har lært mig det altid at vi skulde ikke vise
vore mindremænd ringeagt — men du er vel saa stor
du, at du vil ikke smykke dig slik for bønder og lei
lændinger —»
Rød i ansigtet som et bær slåp Ingebjørg uldserken
ned over sine hvite hofter og for i den lyserøde silkes.
— Kristin kastet over hodet sin bedste fløielskjole —
den var violblaa, dypt utskaaret over barmen og med
opsplittede ærmer hvis slæp næsten naadde til jorden.
Hun slængte det forgyldte belte om midjen og hængte
sin graaverkskaape over skuldrene. Saa spredte hun
sit store, gule håar ut over ryggen og akslerne og fæ
stet hodeguldet med de smaa drevne roser om panden.
Hun fik se at Helga stod og saa paa dem. Da tok
hun fra sin kiste en stor sølvhegte. Det var den hun
hadde hat i kaapen sin hin kveld Bentein hadde møtt
hende paa landeveien, og hun hadde aldrig likt at bruke
den siden. Hun gik bort til Helga og sa sagte:
«Jeg vet nok det at du mente at vise mig velvilje
igaar, tro ikke andet end at jeg skjønner paa det —»
og hun flidde Helga hegten.
Ingebjørg var ogsaa meget vakker, da hun stod fær
digklædt i sin grønne dragt, med en rød silkekaape over
skuldrene og sit fagre, krøllede håar slaat ut. De hadde
kappyntet, tænkte Kristin og lo ved det.
Morgenen var sval og duggende frisk da processio
nen toget ut fra Nonneseter og gik vestover mot Fry
sja. Høionnen var næsten helt tilende her i bygden,
men efter skigarerne grodde blaaklokker og gyldent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
