Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
/Haver I, danske dronningen,
saa mangen god nat,
som himmelen den er
med stjerner besat.
Haver I, danerkongen,
saa mangt et ondt aar
som linden bær løv —
og som hinden har håar.
Kjender I Ivar herr Jonsøn!
Det var langt ut paa natten, og baalene var bare
nogen hauger av ildmørje som svartnet mere og mere.
Kristin og Erlend stod haand i haand indunder trærne
ved hagegjerdet. Bak dem var drikkelagets larm tystnet
— nogen unggutter bykset trallende om glohaugene,
men spillemændene hadde gaat og lagt sig og de fleste
folk var blit borte. En og anden kone gik og lette efter
manden sin som øllet hadde veltet overende etsteds ute.
«Tro hvor jeg har lagt kaapen min,» hvisket Kristin.
Erlend la sin arm om hendes liv og slog sin kappe om dem
begge. Klemt tæt indtil hinanden gik de ind i urtehagen.
En mindelse om dagens hete krydderduft, men dæm
pet og fugtig av duggkjøligheten slog mot dem derinde.
Natten var meget mørk, himmelen graagrugget av skyer
over trætoppene. Men de fornam at der var andre folk
i hagen. Erlend knuget møen indtil sig en gang og
spurte hviskende:
«Er du ikke ræd, Kristin?»
I et blekt glimt mindedes hun verden utenom denne
nat — at dette var avsind. Men hun var saa velsignet
magtstjaalet. Hun bare heldet sig tættere ind til manden
og hvisket utydelig — hun visste ikke selv hvad.
De kom til enden av stien; der var et stengjerde ut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
