Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
mot skogen. Erlend hjalp hende op. Da hun skulde
hoppe ned paa den anden side, tok han imot hende og
holdt hende løftet paa armene sine litt, før han satte
hende ned i græsset.
Hun stod med opvendt ansigt og tok imot hans kys.
Han holdt hænderne om hendes tindinger — hun syntes
det var saa godt at kjende hans fingre grave sig ind i
haaret hendes — hun syntes hun maatte gjøre ham godt
igjen og saa fattet hun om hans hode og forsøkte at
kysse ham, slik som han kysset hende.
Da han satte sin hænder for hendes barm og strøk
ut over brysterne, kjendte hun det som han aapnet for
hendes hjerte og tok det, han skilte silkeserkens folder
ganske litt og kysset indimellem — det hetet ind i
hjerterøtterne.
«Dig kunde jeg aldrig krænke,» hvisket Erlend. «Du
skulde aldrig graate en tåare for min skyld. Aldrig hadde
jeg tænkt, en mø kunde være saa god som du er,
Kristin min —»
Han drog hende ned i græsset under buskene; de sat
med ryggen mot stengjerdet. Kristin sa ingenting, men
nåar han lot være at kjærtegne hende, rakte hun sin
haand op og rørte ved hans ansigt.
Om en stund spurte Erlend: «Er du ikke træt, kjære
min?» Og da Kristin lutet sig ind til hans bryst, foldet
han armene om hende og hvisket: «Sov du, sov du,
Kristin, her hos mig —»
Hun gled dypere og dypere ind i mørke og varme og
lykke ved brystet hans.
Da hun kom til sig igjen, laa hun utstrakt i græsset
med kindet paa hans brune silkefang. Erlend sat som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
