Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
Nedover gjennem skogen gik han og leiet hesten,
han holdt hendes haand i sin, men de fandt ikke et ord
at si hinanden.
Da de var kommet saa langt at de saa husene paa
Skog, bød han farvel.
«Kristin — vær ikke saa sorgfuld — den dagen skal
komme før du tror det, at du blir min egtekone —»
Men hendes hjerte sank, da hun sa det:
«Da maa du fare fra mig —?» spurte hun bange.
«Straks du er reist fra Skog,» sa han, og hans stemme
klang straks friskere. «Blir det ikke leding, saa vil jeg
tale med Munan, han har længe drevet paa mig, jeg
maatte gifte mig — han vil nok følge med mig og tale
for mig til din far.»
Kristin bøiet hodet — for hvert ord han sa, syntes
hun den tid som laa foran hende syntes længere og
mere umulig at tænke — klosteret, Jørundgaard — det
var som fløt hun paa en strøm, der bar bort fra det
altsammen.
«Ligger du alene i det loftet, nu dine frænder er
reist,» spurte Erlend. «Da kommer jeg og taler med
dig ikveld, vil du lukke mig ind?»
«Ja,» sa Kristin sagte. Og saa skiltes de
Resten av dagen sat hun hos farmoren, og efter nat
verd fulgte hun den gamle frue tilsengs. Saa gik hun
op i det loftet, der hun skulde ligge. Der var et litet
vindu i rummet; Kristin satte sig paa den kisten
som stod under det — hadde ikke lyst til at gaa
iseng.
Hun maatte vente længe. Det var helt mørkt ute
da hun hørte de sagte trin paa svalen. Han banket paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
