Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
døren med kappen omkring knokerne, og Kristin stod
op, drog laasen ifra og lukket Erlend ind til sig.
Hun merket at han blev meget glad, da hun slog
armene om hans hals og la sig ind til ham.
«Jeg har været ræd du skulde være harm paa mig,»
sa han.
«Du skal ikke sørge for synden,» sa han engang si
den. «Det er ikke stor synden. Gudsloven er ikke slik
som landslov i dette —. Gunnulv, min bror, har lagt
det frem for mig engang — om to samtykker i at ha
og holde fast ved hinanden i al tid og de ligger sam
men siden, da er de gifte for Gud og kan ikke bryte
samlaget sit uten stor synd. Jeg kan si dig ordet paa
latin, nåar jeg kommer det i hug — jeg har da visst
det —»
Kristin undret sig noget paa hvad der kunde være
grunden til at Erlends bror hadde sagt dette — men
hun viste fra sig den motvillige angst for at det kunde
ha været om Erlend og en anden — og søkte at finde
trøst i hans ord.
De sat sammen paa kisten, han holdt armen om
hende, og Kristin syntes nu var det godt og trygt — hos
ham var det eneste sted hun kunde kjende sig tryg og
berget nu.
Stundimellem snakket Erlend meget og oprømt —
saa var han stille lange tider og bare kjælte for hende.
Uten hun visste av det samlet Kristin op av alt han sa
hver liten ting som kunde gjøre ham vakrere og kjærere
for hende og minke hans skyld i alt hun visste om ham,
som ikke var av det gode.
Erlends far, herr Nikulaus, hadde været saa gam
mel da han fik børnene, saa han hadde ikke taalmodig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
