Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
net, det var ikke noget hun tænkte sig, det var det
uavvendelige; hun maatte svare en dag for det hun
hadde gjort — og hun syntes at hendes hjerte stanset
av skræk.
Men efter en tid var gaat, skjønte hun, det var nok
ikke saa visst allikevel at hun var med barn. Hun
skjønte ikke selv at hun ikke blev glad — det var som
hun hadde ligget og graatt under et varmt dække; nu
skulde hun staa op i kulde. Der gik en maaned til og
to; hun var nu sikker i sin sak, denne ulykken hadde
hun sluppet — frysende og tom følte hun at hun var
mere ulykkelig nu; i hendes hjerte grydde en liten bit
terhet mot Erlend. Advent stundet til og hun hadde
intet hørt fra ham eller om ham; hun visste ikke hvor
han var.
Og nu syntes hun at denne angst og uvisshet kunde
hun ikke holde ut — det var som et baand mellem dem
var glippet; nu var hun ræd for alvor — der kunde
hænde noget saa hun aldrig mere fik se ham. Alt hun
hadde været bundet til før, var hun skilt fra — og det
var saa skjørt et baand som var mellem dem nu. Hun
tænkte ikke han skulde ville svige hende — men der
var saa meget som kunde ske —. Hun skjønte ikke
hvordan hun skulde orke denne ventetidens usikkerhet
og pine fra dag til dag længere.
Sommetider tænkte hun paa forældrene og søstrene
— længtet efter dem, men som det skulde være noget
hun hadde mistet for altid.
Og sommetider i kirken og ellers ogsaa kunde hun
føle en heftig længsel efter at være med i dette, men
neskenes samfund med Gud. Det hadde været en del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
