Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
da Bjørgulf var død — og siden — da du — da du
vilde — jeg skulde være mot dig — saan som jeg ikke
kunde. Tænkte du paa den anden da,» hvisket han
ræd og forvirret og pint.
«Hvordan kan du komme paa slike tanker,» hvisket
hun paa graaten.
Lavrans satte panden mot hustruens og virret litt med
hodet.
«Jeg vet ikke. Du er saa underlig _ alt du sa ikveld.
Jeg blev ræd, Ragnfrid. Jeg skjønner mig vel ikke paa
kvindesind —»
Ragnfrid smilte blekt og la sine hænder om hans
hals:
«Det vet Gud, Lavrans — jeg tigget dig fordi jeg
elsket dig mere end det er godt for et menneskes sjæl.
Og jeg hådet den anden slik at jeg kjendte djævelen
glædet sig ved det.»
«Jeg har holdt av dig, hustru min,» sa Lavrans sagte
og kysset hende, «av hele mit hjerte. Det vet du? Det
syntes mig, vi hadde det godt sammen — Ragnfrid?»
«Du var den bedste husbond,» sa hun med et litet
hulk, og gjemte sig ind til ham.
Han tok heftig om hende:
«Inat skulde jeg like at sove med dig, Ragnfrid. Og
vilde du være mot mig slik som i gamle dage, da skulde
jeg ikke være — slik en nar —»
Hustruen stivnet i hans arme, drog sig litt unna:
«Det er fastetid nu,» sa hun sagte — underlig haardt.
«Det er saa.» Manden lo litt. «Du og jeg, Ragnfrid,
vi har holdt alle faster, og fristet at leve efter Guds bud
i alle ting. Og nu tykkes mig næsten — vi hadde kanske
været gladere om vi hadde hat mere at angre »
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
