Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
utover bakken. Sølvduen sprang op, og hostien faldt
ut — presten tok den op, børstet av den og kysset den,
mens han hulket høit; han kysset det forgyldte mands
hode som hadde staat over alteret med litt av Sankt
Olavs håar og negler i.
Lavrans Bjørgulfsøn stod endda og holdt om rode
korset. Hans arm laa utover korsets arme, han lutet
sit hode ind mot Kristusbilledets skulder; det saa ut
som Frelseren bøiet sit fagre, bedrøvede ansigt trøstende
indtil manden.
Taket hadde begyndt at skride ind stykkevis paa
nordsiden av kirken — et brændende bjelkestykke
slængtes ut og ramte den store klokken i støpulen ved
kirkegaardsgrinden. Klokken tonet med en dyp hulke
lyd, der døde i et langt støn som ildens buldren druknet.
Ingen hadde git agt paa veiret under dette — det
hele hadde ikke varet lange stunden, men hellerikke det
hadde vel folk sanset. Nu tordnet og lynte det langt
syd i dalen, regnet som hadde faldt en stund, tok til
og vinden la sig.
Men med ett var det som et seil av flammer blev
heist op fra grundsvillen — ett nu, og med et hvin
spændte ilden om kirken fra ende til anden.
Folk styrtet unna for den fortærende hete. Erlend
var ved Kristins side med ett og drog hende nedover.
Det lugtet svidd av hele ham — hun fik haanden fuld
av brændt håar, da hun strøk over hans hode og ansigt.
De kunde ikke høre hinandens stemmer for brandens
buldren. Men hun saa, hans øienbryn var svidd væk
til roten, han hadde brandsaar i ansigtet, og der var
brændte steder i skjorten hans. Han 10, da han drog
hende med sig efter de andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
