Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
357
«Nei saa djævelen om de har biet,» skrek faren, og
hustruen tysset ræd paa ham.
De var i den smale gaten mellem baksiden av skithuset
og en skigar. Lavrans hug den knyttede haand i under
stokken til avtrædet.
«Jeg la dig her til spot og skam, du stok. Jeg la dig
her for at skarnet kunde æte dig op. Jeg la dig her til
straf for du slog ned den lille væne møen min. jeg
skulde lagt dig over loftsdøren min og æret og takket
dig med prydelig skurd for du berget hende fra skam
og fra sorg — for du voldte at Ulvhild min døde et
menløst barn —»
Han vendte sig om, ravet indimot skigaren og faldt
fremover den, med hodet ned paa armene graat han
übændig, med lange, dype støn indimellem.
Hustruen tok om hans skuldre:
«Lavrans, Lavrans.» Men hun kunde ikke stagge
ham. «Husbond.»
«Aa aldrig, aldrig, aldrig skulde jeg git hende til
den manden. Gud hjelpe mig — jeg har vel visst det
hele tiden — han hadde brutt ned hendes ungdom og
hendes fagre hæder. Jeg trodde det ikke, nei skulde
jeg tro slik om Kristin — men jeg visste det endda.
Endda saa er hun for god til den veke drengen som
har ødt sig selv og hende — hadde han lokket hende
ti ganger, jeg skulde ikke git hende til ham, saa han
kan spilde mere av livet hendes og lykken —»
«Hvad anden raad var der da,» sa moren opgit.
«Du skjønner det jo du og, hun var alt hans —»
«Ja jeg hadde ikke trængt at gjøre saa stort opstyr
for at gi til Erlend det han alt hadde tat sig til selv,»
sa Lavrans. «Det er en gjæv husbond hun har faat,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
