Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358
Kristin min —.» Han rev i skigaren. Saa graat han
igjen. Ragnfrid syntes, han var likesom blit litt mere
ædru, men nu tok rusen overhaand igjen.
Saa drukken og saa over sig fortvilet som manden
var, syntes hun ikke, hun kunde dra ham op i aare
stuen, der de skulde sove — der laa fuldt av gjester.
Hun saa sig om — like ved var en liten laave, hvor de
gjemte det gode høiet til hestene i vaaronnen. Hun gik
bort og kek ind — der laa ingen; da tok hun og leiet
manden ditind, lukket døren efter dem.
Ragnfrid tok og karret høi op om sig og ham og
lunet utenpaa med kapperne. Lavrans graat fra tid til
anden og sa noget, men det var saa røret, at hun kunde
ikke finde mening i det. Om en stund lettet hun hans
hode op i fanget sit.
«Kjære husbond min — nåar de nu har lagt slik en
elskov til hinanden — kanhænde blir alt bedre end vi
tror —»
Lavrans svarte støtvis — syntes nu igjen klarere:
«Skjønner du ikke — han har nu aldeles magten
over hende, han som aldrig har kunnet raade sig selv.
Vanskelig vil hun faa mot til at sætte sig imot noget
hendes husbond vil — og maa hun det en dag, da vil
hun pines saa bittert ved det selv — det milde barnet
mit —.
— Nu skjønner jeg snart ikke mere, hvorfor Gud
lægger saa mange og tunge sorger paa mig — jeg har
strævet trofast for at gjøre hans vilje. Hvorfor har han
tat fra os børnene vore, Ragnfrid, ett efter ett — først
sønnerne vore, saa liten Ulvhild, og nu har jeg git hende
som jeg hadde kjærest, uten hæder, til en utryg og
uforstandig mand. Nu har vi bare den lille tilbake
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
