Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366
Han som kunde de gamle kvadene? Mindes du ett om
en død mand som var kommet tilbake fra kvalverdenen
og sa sønnen sin frasagn om det han hadde set? Da
hørtes gny fra helvedes dypeste grund, til sine mænd
malte utro kvinder muld for mat. Blodige var stenene
de drog, blodige hang hjerterne ut av deres bryst —»
Lavrans sa intet.
«Jeg har tænkt i alle disse aarene paa de ord,» sa
Ragnfrid. «Hver dag var det som hjertet mit blødde,
for hver dag syntes jeg, at jeg malte dig muld til’ mat —»
Lavrans visste ikke selv, hvorfor han svarte som han
gjorde. Han syntes han var tom og hul i brystet som en
mand, de har ristet blodørn paa ryggen. Men han Ia
haanden tungt og træt paa sin hustrus hode og mælte:
«Muld maa der vel males, Ragnfrid min, før maten
kan gro.»
Da hun vilde ta hans haand og kysse den, rev han
den heftig til sig. Saa saa han ned paa hustruen, tok
hendes ene haand og la den paa sit knæ, lutet sit kolde
og stivnede ansigt ned imot den. Og slik blev de sit
tende, uten at røre sig og uten at tale mere sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
