- Project Runeberg -  Kristin Lavransdatter / Husfrue /
126

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Sigrid Undset
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Syndens frugt - VI

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

126
med Erlend. De var svært like, Sigrid og Simon —
men til hende var det bare vakkert at hun var saa
lubben og lattermild. Hun var fjorten vintrer gammel
dengang —. Saa glad latter som Sigrids hadde Kristin
aldrig hørt. Simon smaaterget den yngste søsteren og
gjønet med hende støtt — Kristin hadde skjønt at han
holdt hende kjærest av søskendene sine.
«Du vet at far var mest glad i Sigrid,» sa Simon,
«Saa vilde han at hun og Gjavvald skulde sé om de
kunde like hinanden, før han sluttet denne handelen
med Arne. Og de gjorde det — mig syntes det litt
mere end godt var — de skulde snerte bort i hinanden,
naar de møttes, og gik og skottet og lo — dette
var isommer paa Dyfrin. Men de var saa unge —.
Ingen kunde jo tænkt dette. Og Astrid, du vet hun
var trolovet alt mens du og jeg —. Naa, hun mælte
da ikke imot, Torgrim er jo storrik og snild og paa
et vis — men der er nu ingen eller intet som er ham
tillags, og saa tror han at han har alle de syker og
skader som folk vet at nævne. Saa vi var glade til
allesammen, da Sigrid blev saa fornøiet med det giftet
hun skulde faa —
Og da vi bragte Gjavvald til gaards slik —. Hal
frid, konen min, fik det stelt slik at hun fulgte med os
hjem til Mandvik. Og siden kom det op da, at hun
sat ikke alene igjen efter Gjavvald —.»
De taug en stund. Saa sa Kristin sagte:
«Det har ikke været nogen gammensfærd for dig,
dette da, Simon.»
«Aa nei.» Saa lo han litt. «Men jeg er nu snart
vant til at ride i ulykkeserender, Kristin. Og jeg var
vel nærmest til dette — far orket ikke, og de er hos
mig paa Mandvik, Sigrid og gutten. Men han faar nu
sin fars plads i ætten, og jeg skjønte det paa dem alle

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 13:28:17 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kristin/2/0134.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free