Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Husaby - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
/
Hun samlet omhyggelig det avklippede håar og
brændte det paa aaren, rystet ogsaa duken over ilden.
Saa kjæmmet hun Erlends håar glatt ned fra issen og
nappet med saksen her og der, hvor kanten ikke var
aldeles jevn.
Erlend grep hendes hænder, der hun stod bak ham,
la dem sammen over sin strupe og saa med smilende,
bakoverbøiet ansigt op til hende:
«Du er træt,» sa han saa, slåp hende og reiste sig
med et litet suk.
Erlend seilet til Bjørgvin straks over midtsommer.
Han bar sig ilde fordi hustruen nu igjen var ufør til
at reise med ham — hun smilte trast: hun hadde da
allikevel ikke kunnet reise fra Gaute.
Saa sat Kristin alene paa Husaby ogsaa denne som
meren. Det var endda godt at iaar ventet hun ikke
barnet før til Mathiasmesse; det var tungvint baade
for hende seiv og for de fruerne som skulde være hos
hende, naar det traf i onnetiderne.
Hun undret sig paa om det skulde bli ved slik be
standig. Tiderne var nu anderledes end i hendes op
vekst. Danskekrigen hadde hun hørt sin far fortælle
om, og hun husket da han var hjemmefra i ledingen
mot hertug Eirik. Det var derfrå han hadde de store
arrene paa kroppen. Men hjemme i Dalene var det
likesom saa langt fra krig allikevel — dit kom den vist
aldrig mere, det tænkte vist alle. Det meste var fred
og at faren sat hjemme, styrte sine eiendommer, tænkte
og bar omsorg for dem alle.
Nu var der altid uro — alle snakket om ufred og
leding og om riksstyrelsen. I Kristins sind gik det
sammen med billedet av havet og kysten, som hun
hadde set den eneste gangen da hun fiyttet nord hit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
