Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Husaby - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
299
«Saa klok en mand er nu ogsaa herr Knut at han
ser det — hvis de tænker paa noget tiltak dernede —
at i nogen lønlige raad kan han ikke ha større nytte
av Erlend —»
«I liker denne maagen paa et vis, Lavrans,» sa den
anden næsten ærgerlig. «Sandt at si, aarsak til at elske
ham har I da ikke —»
Lavrans sat og tegnet med fingeren i litt spildt vin.
Herr Erling la merke til at ringene sat saa romt paa
hans hænder nu.
«Har / det?» Lavrans saa op med det lille fine smi
let. «Endda saa tror jeg at I liker ham I ogsaa!»
«Aaja. Gud maa vite —
— Men I kan bande paa, Lavrans, der driver mangt
i hugen til herr Knut nu — han er far til en søn som
er kong Haakons dattersøn —.»
«Det maa seiv Erlend kunne skjønne, at det barnets
far har altfor bred ryg til at denne vesle junkeren nogen
gang kan komme utenom den. Og moren har hele
landsfolket imot sig for dette giftermaalets skyld.»
Litt senere stod Erling Vidkunssøn og spændte paa
sig sit sverd; Lavrans hadde høvisk tat gjestens kappe
fra kroken, stod med den i hænderne — da svaiet han
medett og skulde til at sige overende, men herr Er
ling fanget ham op i sine arme. Med møie fik han
baaret den anden, som var stor og høi, bort paa sengen.
Slag var det ikke — Lavrans laa hvit og blaa paa læ
berne, med slappe, myke lemmer. Herr Erling sprang
over gaarden og fik vækket herbergsfaderen.
Lavrans syntes aldeles skamfuld, da han kom til sig
seiv igjen. Ja, det var en svakhet som meldte sig av
og til — det var siden en elgjagt for to vintrer siden,
han hadde gaat sig vild i snekavet. Slikt skal vel til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
