- Project Runeberg -  Kristin Lavransdatter / Husfrue /
415

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Sigrid Undset
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

415
men, blev livet for hende som en strid elv i løp over
stup og stener. Disse aarene paa Husaby hadde livet
bredt sig ut, ligget vidt og rummelig som en sjø, spei
lende alt omkring hende. Hun husket hjemme, naar
Laagen i vaartiden flommet over, laa bred og graa
og mægtig i dalbunden, bærende drivgodset som kom
flytende, og løvkronene som var rotfaste i bunden
vugget paa vandet. Uti viste smaa mørke, truende
hvirvler, hvor strømmen gik strid og vild og farlig
under den blanke flate. Nu visste hun at slik hadde
hendes kjærlighet til Erlend gaat som en strid og far
lig strøm under hendes liv i alle disse aarene. Nu bar
det utfor — hun visste ikke til hvad.
Erlend, elskede ven —!
Endda engang bad Kristin et Ave ut mot den røde
kveld. Hil og sæl, Maria, fuld av naade! Jeg tør ikke
be dig om mere end ett, det ser jeg nu: Berg Erlend,
berg min husbonds liv —!
Hun saa ned paa Husaby og tænkte paa sine sønner.
Nu gaarden laa i aftenlyset lik et drømmesyn som kunde
bli bortkvervet, nu angsten for børnenes uvisse skjæb
ner rystet hendes hjerte, kom hun det i hug: fuldtakket
Gud hadde hun aldrig for de rike frugter hendes møie
hadde baaret i disse aar, aldrig hadde hun fuldtakket
fordi hun syv ganger hadde faat en søn.
Ut av kveldshimmelens kuppel, fra bygderne under
hendes syn mumlet messetonen som hun hadde hørt
tusener av ganger, farens røst som hadde tydet ordene
for hende da hun var barn og stod ved hans knæ: saa
synger Sira Eirik i Præfatio, naar han snur mot alteret,
og det sier paa norsk maal:
«Sandelig det er værdig og ret, rimelig og frel
sende, at vi altid og alle steder takker dig, hellige
Herre, almægtige Fader, evige Gud —»

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 13:28:17 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kristin/2/0423.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free