Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
494
stins haand og lagt over sit knæ, sat og lekte med hen
des fingre — de sat slik at1 de rørte ved hinanden med
skuldrene. Nu blusset hun skjært av rødme, hun kunde
ikke ta sine øine fra ham — da han listet en arm om
kring hendes midje, sitret hun om munden, saa hun
hadde møie med at holde læberne lukket .
Saa gik døren op, og Munan Baardssøn steg ind.
«Sidst kom den store stuten seiv,» ropte Erlend
leende, sprang op og gik ham imøte.
«Hjælpe os Gud og Maria mø — jeg tror du er like
glad jeg, Erlend,» sa Munan forarget.
«Ja hjælper det at syte og sørge nu da, mener du,
frænde!»
«Aldrig har jeg set din make — al din velfærd har
du ødt —»
«Ja jeg var aldrig slik at jeg gik til helvede med bar
bak for at berge broken min übrændt,» sa Erlend, og
Kristin lo sagte og yrt.
Simon la sig nedover bordplaten med hodet i armene.
Gid de vilde tro at han var saa drukken alt, saa han
hadde sovnet — han vilde faa være ifred .
Ingen ting var anderledes end han hadde ventet —
burde ha ventet ialfald. Ikke hun heller. Her sat hun,
eneste kvinde mellem alle disse mændene, like blid og
blyg og tryg og sikker. Slik hadde hun været den
gangen og — da hun sveg ham — skamløs eller skyld
fri, han visste ikke. Aanei, det var ikke sandt heller,
hun hadde ikke været saa sikker, hun hadde ikke været
skamløs — hun hadde ikke været rolig bak den rolige
mine —. Men den manden hadde forgjort hende for
Erlends skyld gik hun gladelig over gloende stener
og hun hadde traadt over ham som hun ikke visste, han
var andet end en kold sten —.
Aa han laa og vaset — hun vilde ha frem viljen sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
