Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Frændsømd — - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
jeg skjønner ikke der var nogen anden tydning du
kunde gjette paa —»
«End Kristin?» spurte Simon endda sagtere.
«Ja hun —!» Erlend lo som før. «Du vet, hun taa
ler ikke at nogen peker paa mig — uten hun seiv. Hun
mener vel, hun greier det godt alene. Det er som med
børnene vore det. Gud naade mig, laster jeg dem med
ett ord! Men du kan vite, jeg fik da talt hende til
rette —»
«Du gjorde det —»
«Ja — med tid og stunder skal jeg da faa hende til
at skjønne. Du vet, Kristin er da slik, at naar hun
faar tænkt sig om, saa vil hun mindes, du har synt
os saa trofast venskap at —»
Simon kjendte sit hjerte dirre spændt og oprørt. Det
syntes ham ulidelig — den anden lot til at mene, nu
kunde de slåa denne sak ut av tankerne. Hans ansigt
i det bleke maaneiys var saa inderlig fredsælt. Si
mons stemme skalv av sindsbevægelse, da han tok til
orde:
«Tilgi mig, Erlend, jeg skjønner ikke at jeg kunde
tro —»
«Du hører,» brøt den anden av, litt utaalmodig, «at
jeg skjønner det. Det tykkes mig, du kunde vanskelig
tro andet —»
«Gid de to vetløse ungerne aldrig hadde talt,» sa
Simon heftig.
«Ja —. Gaute har aldrig faat slike hugg før i sit
liv —. Og alt saa kom det av at de trættet om lang
fædrene sine — han Reidar Birkebein og kong Skule
og biskop Nikolas.» Erlend rystet paa hodet. «Men
tænk nu ikke mere paa det, maag — bedst at vi glem
mer dette saa fort vi kan —»
«Jeg kan ikke!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
