- Project Runeberg -  Kristin Lavransdatter / Korset /
190

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Sigrid Undset
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skyldnere - II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

190
som sydet dundrende utover hellebergene fra høl til
Gjennem hendes overspændte krop og sjæl dirret det
ensformige drøn fra fossene. Det mindet og mindet om
noget —om engang for evig længe siden, alt da hadde
hun skjønt at hun orket ikke bære den skjæbne som
hun seiv hadde kaaret sig. Sit skjærmede, blide pike
liv hadde hun lagt aapent for herjende, kjødelig elskov
— i angst og angst og angst hadde hun levet siden, en
ufri kvinde fra første stund hun blev mor. Verden
hadde hun git sig hen til i sin ungdom, og jo mere
hun sprellet og flakset i verdens snøre, des haardere
kjendte hun sig fangen og bundet i verden. Sønnerne
sine bakset hun for at verne med vingerne bundet i
timelige omsorgers tvang. Sin angst, sin usigehge
svakhet hadde hun strævet for at skjule for alle men
nesker, gaat frem med rank ryg og rolig mine, tidd
stille og kjæmpet for at trygge sine børns velfærd paa
alle de maater som hun kunde —.
Men altid med den hemmelige aandeløse angst —
gaar det dem ilde, saa kan jeg ikke bære det. Og
dypest i hjertet jamret hun mot mindet om sin far og
sin mor. Som de hadde gaat med angsten og sorgen
for sine børn, dag efter dag fremover mot døden, de
hadde evnet at bære sin byrde, og det var ikke fordi
de elsket sine børn mindre, men de elsket med en bedre
kjærlighet —.
Og skulde hun nu se sin strid ende med dette. —
Hadde hun alet i sit skjød en flok urolige høkeunger
som bare laa i reden hendes og biet utaalmodig paa
den time, da vingerne orket bære dem ut over de borter
ste blaafjeld -. Og far deres slog sine hænder sam
men og lo — flyv, flyv, ungfuglene mine —.
Blodige trevler av hendes hjerterøtter vilde de drage

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 13:28:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kristin/3/0196.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free