Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skyldnere - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
«Ulf, frænde,» bad hun angstfuldt, «før i verden
var det du som sa til mig baade sent og tidlig, for
mine sønners skyld maatte jeg gjøre mig haard og
tale til Erlend.»
«Ja, jeg er blit klokere med aarene, Kristin, og det
er ikke du,» svarte han som før.
«Du trøster mig godt du,» sa hun bittert.
Han la en haand tungt paa kvindens skulder, men
først sa han intet. De stod der — det var saa stilt
at de begge hørte den evige elvesus som de ikke pleiet
sanse. Ute i bygden galte hanerne, og Kristins gaards
hane svarte ljomende fra stalden.
«Ja jeg har maattet lære mig til at fare fint med
trøsten, Kristin — haardt er det gaat indpaa med den
varen nu i nogen aar — nu faar vi spare paa den, for
vi vet ikke hvor længe den skal trænges at række
endda —»
Hun slet sig unna hans haand; med tænderne haardt
i underlæben snudde hun sit ansigt tilside — saa flyg
tet hun nedover, tilbake til aarestuen.
Morgenen var isnende kold; hun tullet sin kaape tæt
om sig og drog hætten nedover hodet. Sammenkrøket,
med de duggvaate sko trukket opunder kjolen og de
korslagte arme paa knærne sat hun paa kanten av den
kolde aare og grundet. Indimellem skalv hendes an
sigt, men hun graat ikke.
Hun maatte ha sovet — for op med verkende ryg,
gjennemfrossen og lemster. Døren stod paa gløt —
hun saa at sol lyste ut i tunet.
Kristin gik ut i svaien — solen stod høit alt, nede
fra havnehagen hørte hun bjelden til den hesten som
var blit halt. Hun saa over mot nyburet. Da blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
